Ved Faurissons besøg i Danmark, marts 2002

Af Dr. phil. Christian Lindtner

"Holocaust er gået hen og blevet en religion, men journalister og dårlige historikere fører den stadig på markedet som om det ufattelige gaskammermord var ægte historie. Og dermed snyder man almindelige mennesker, der savner kritisk skoling og ikke har tid til selv at gå til kilderne."

Sådan må man ikke sige eller skrive i Tyskland og andre europæiske lande, med mindre man da har lyst til at få en bøde eller gå i fængsel eller landflygtighed. I Danmark mister man sin stilling og ens navn beklikkes, hvis man ytrer sig sådan i fuld offentlighed. At benægte gaskammermordet er som at benægte at Jesus blev korsfæstet.

Robert Faurisson er navnet på en usædvanlig dygtig, selvstændig og modig fransk forsker. Han har gjort sit navn kendt - andre vil sige berygtet - ved offentligt i skrift og tale at hævde, at der ikke er videnskabeligt belæg for den udbredte påstand om, at nazisterne benyttede gaskamre til en systematisk udryddelse af 6 millioner jøder. Han benægter eksistensen af sådanne gaskamre. Man taler i denne forbindelse gerne om Holocaust, hvormed menes en treenighed af begreber, der ikke kan adskilles: Mord giver kun mening, hvis der er en morder, et mordvåben og et offer. De tre hører sammen. Hvis der ikke er tale om, at nazisterne myrdede seks millioner jøder, hvis der ikke eksisterede gaskamre til dette formål, hvis ingen tysker kan sættes i direkte forbindelse med et sådant gaskammer, hvis ingen ofre med sikkerhed kan nævnes ved navn, hvis hele sagen er en teknisk umulighed - så giver begrebet Holocaust ingen mening. Det hører ikke til i tid og rum.

Eller rettere: det reduceres til en trosartikel, et dogme, en påstand uden indhold, en almindelig mening. Og til dogmet knytter sig stærke følelser og vældige magtinteresser.

Med sit standpunkt har dr. Faurisson bragt sig selv i konflikt med en almindelig opinion, der så sandelig mener at vide, at nazisterne benyttede gaskamre (og andre midler) til en systematisk udryddelse af seks millioner jøder, godt og vel.

Dr. Faurissons standpunkt støttes øjensynligt af argumenter, der opfylder videnskabelige krav, og er man uenig, så må man begrunde sin uenighed med modargumenter.

Dr. Faurisson er, som det hedder, revisionist, han driver "historisk revisionisme", og han har gjort det i godt tredive år. Med historisk revisionisme menes egentlig blot kildekritik. Man skal ikke uden videre tro på alt, hvad man læser og hører. Man må gøre sig klart, hvorfra man ved, hvad man mener at vide.

Angrebene på Faurisson og andre revisionister tager normalt form af fordømmelser, bøder, fængselsstraf, afskedigelser, bagvaskelse, personlig forfølgelse osv. osv. I bedste fald nøjes man med fortielse og hovedrysten.

Læser man Faurissons mange artikler, er det klart, at den franske forsker står på videnskabens grund. Han er en dygtig og skarpsindig filolog, en fransk Madvig, han mestrer den kildekritiske kunst. Hans argumenter er klare, de hænger sammen, de modsiges næppe af erfaringen.

Til sin overraskelse søger man forgæves efter seriøse gendrivelser af Faurissons standpunkt om Holocaust. For de fleste er Holocaust mere tro end viden.

Dermed bliver det klart, at Holocaust ikke blot refererer til en tvivlsom historisk begivenhed, men nok så meget afspejler en moderne konflikt mellem tro og viden, mellem videnskab og religion.

Og dermed får beskæftigelsen med Holocaust en ny dimension, som påkalder sig almindelig menneskelig interesse. Det handler ikke blot om noget der skete, men om noget, der stadig sker og som vil blive ved med at ske. Overtro er altid aktuel.

Hvad siger videnskaben? Hvad er videnskaben?

Den opmærksomme iagttager noterer sig, at "videnskaben", som den repræsenteres af ansete forlag, af universiteter, af videnskabelige selskaber, af leksikonsredaktioner osv. - for ikke at tale om de ukritiske massemedier og religiøse talsmænd og overhoveder - næsten uden undtagelse indtager et religiøst betonet standpunkt , når det handler om Holocaust. Man kræver ikke videnskabeligt bevis for rigtigheden af det standpunkt, som forfægtes. Holocaust betragtes som en indlysende kendsgerning - indlysende som en åbenbaring. "Videnskaben", den statsstøttede, har for det meste stillet sig på overtroens side.

Det er ikke blot en menneskeret, men også en menneskepligt at tage videnskaben alvorligt, når tro og viden står over for hinanden.

Tilfældet Faurisson viser, at videnskaben trives dårligt, hvis den ikke bakkes op af personligt mod. Dette er en vigtig lektie, som peger ud over sig selv. Hvis det er sådan, at videnskaben - af mangel på mod - bøjer sig for troen og den almindelige mening på ét punkt - hvordan kan man så være sikker på, at den ikke også bøjer sig på andre punkter? Er man til fals på et punkt, hvorfor så ikke også på andre?

Med andre ord: Når man som "videnskabsmand" afviser Faurisson uden at anvende saglige modargumenter, så afviser man i samme åndedrag videnskabens krav om kildekritik, om et fast erfaringsgrundlag, om logisk sammenhæng, om fast naturvidenskabelig grund osv.

Når Faurisson derfor fremsætter saglige argumenter og dernæst bliver angrebet uden saglige argumenter, så er det efter min overbevisning enhver seriøs videnskabsmands ubetingede pligt at gribe ind. Det er jo videnskabens metode, der er under angreb. Det handler ikke længere om en enkelt person, som har ret eller uret.

Det er navnlig her min egen interesse for sagen kommer ind i billedet. Jeg er videnskabsmand og kan ikke stiltiende se til, når videnskabens metode trædes under fode uden at dens repræsentanter kommer til undsætning. Jeg har lært, at det har sin pris, at gøre en personlig indsats for videnskabens frihed. Jeg har bemærket, at antallet af kolleger, som her i landet for tiden mener det alvorligt med videnskabens frihed, er meget lille, ja ganske forsvindende.

Videnskabens historie, som begynder i det gamle Grækenland, er en lang beretning om få mænds kamp mod uvidenhed og overtro. Rigtige forskere, som kan se og tænke selvstændigt, er der åbenbart kun meget få af i hver generation. Man tager grundigt fejl, hvis man tror, at vor egen tid har lagt fortidens uvidenhed og overtro bag sig.

En universitetslektor fra København brølede engang, da talen var om at behandle Holocaust på et videnskabeligt grundlag: "Det vil vi ikke høre!" Hans fem ord var en hel tale, et helt program, og den var en tale typisk for mange. De fem ord gengiver ganske udmærket den usunde ånd, der for tiden hersker på landets humanistiske og teologiske fakulteter. Man docerer gamle dogmer og lukker af for det nye, man ikke vil høre.

Siden jeg selv offentliggjorde et par avisartikler om Holocaust i nyt lys, og om de imaginære gaskamre i Auschwitz-Birkenau - det var i januar og februar 1998 - har jeg haft rig lejlighed til at iagttage reaktionerne hos danske intellektuelle. Det har været lærerigt.

De fleste ligger i den grad under for den offentlige mening og for overleverede forestillinger, at de overhovedet ikke kan tænke egne tanker eller se med egne øjne. Et fåtal kan måske nok selv tænke, men blandt disse vover næppe én at træde frem og forsvare den videnskab, som giver dem brød og meget andet på bordet.

Disse falske forskere fortjener ringe respekt.. Videnskab trives ikke ved, at man lukker sine øjne. Foragtelige er også de forræderiske forskere, som tjener på at lyve om Holocaust, som det sker i lærebøger, leksika, institutioner osv. Der er nok af dem. Alle universitetsfolk burde have hørt om Francis Bacons fire idoler - men næsten ingen synes at have taget ved lære af denne udmærkede englænders advarsler mod at være hyllet i illusioner, om de nu er af sanselig, af personlig, af sproglig eller af dogmatisk beskaffenhed.

Fænomenet forekommer ligefrem typisk for tidens intellektuelle. Dr. Faurisson kommer selv ind på nogle af forholdene i Frankrig og Tyskland.

I Sverige har regeringen lagt navn og penge til udgivelsen af et ynkeligt propagandaskrift om "Förintelsen" - sådan kaldes Holocaust på den anden side af Øresund. Fraset et par hæderlige, men næsten ukendte undtagelser, har ingen svensk akademiker mig bekendt mønstret mod til at træde frem og afvise dette ynkelige og modbydelige makværk.

Denne krænkelse af videnskabens integritet har kastet en meget mørk skygge over det akademiske liv i Sverige og Danmark. Det er en skandale, at man kan gøre karriere blot ved højrøstet at bekende sin blinde gaskammertro.

Når jeg tænker på disse ting - og der er mange andre - så bliver jeg bekymret på videnskabens vegne. Alle ved, at der gives mange penge ud til ny forskning. Forskerne kræver hele tiden flere penge. Men hvad skal man med forskning og videnskab, som man slet ikke kan stole på?

Holocaust er altså også en ny form for religiøs overtro. Som andre veletablerede religioner har holocaustismen sit eget præsteskab. Præsterne prædiker, de kalder på troen, ikke på forstanden, og de forfølger kættere, som de altid har gjort. Troen på Holocaust bygger navnlig på udsagn af vidner. For det meste er vidnernes udsagn absurde. Læser man de mange vidneudsagn om Holocaust, kommer man let til at tænke på Matthæus 26:59-61: " Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte at få et falsk vidneudsagn mod Jesus for at kunne dømme ham til døden, men de fandt ikke noget, selv om mange trådte frem og vidnede falsk. Til sidst trådte dog to frem og sagde: "Han har sagt: Jeg kan bryde Guds tempel ned og rejse det igen på tre dage."" Således blev en kendt skikkelse i historien angiveligt fældet på en absurd anklage - hvis man ellers kan stole på Matthæus (hvad man ikke kan - men det er en anden sag, en godbid for den kildekritiske historiker, der søger store udfordringer). Havde Jesus udtalt sig så tåbeligt, var han ikke blevet dømt. Manden måtte selvsagt have en skrue løs, og sagen ville være blevet afvist af dommeren med en hovedrysten.

Engang troede man på hekse, som på kosteskafter, bukke eller forke fløj op gennem skorstenen for at mødes med Djævelen på Bloksbjerg, hvor de kyssede hans bag. Vidner til dette vrøvl var der aldrig mangel på. Andre tror på nisser på loftet eller på julemænd, der kommer ned gennem skorstenen osv. osv. Mange sværger på, at de har set engle og djævle.

Der er her tale om folklore, som let flyder over i religion. Men sammenligningen med vor tids historiemyter er desværre gyldig. Søndag efter søndag gentager almindelige borgere jorden over efter præsten, at de tror at Jesus blev født af en jomfru, at han drog ned til de døde, for atter at står op osv. osv. - den ene absurditet efter den anden. Ellers ganske normalt fungerende medborgere bekender stadig deres tro på engle og på djævle. Københavns nuv. biskop bedyrer, at han tror, at vi opstår "med hud og hår". Enten lyver han, eller også må han være gået fra forstanden. Det er ofte sådan, at folkemindevidenskab ikke er noget de lærde studerer; det er snarere en disciplin, de selv praktiserer.

Kejser Julian ramte sikkert plet, da han i indledningen til sit fortræffelige skrift Contra Galilaeos kritiserede de kristne, galilæerne, med disse mindeværdige ord: " Jeg finder, det nu må være passende for alverden at fremlægge de argumenter, som har overbevist mig om, at det, disse galilæere har fundet på, simpelt hen er et ondskabsfuldt anslag anstiftet af en bestemt gruppe mennesker. Skønt der overhovedet ikke er noget guddommeligt i deres lære, har den alligevel forledt folk til at tro, at dens beskrivelse af undere og jærtegn skulle være sand. Dette er sket takket være den udnyttelse af den del af menneskesjælen, som elsker fantastiske fortællinger og som i det hele taget er barnlig og tåbelig".

Dannede romere og grækere betragtede gerne kristendommen som en ny og farlig overtro. Alligevel havde kristendommen jo heldet med sig. Kætterne blev fordømt, deres bøger blev brændt. Det handler, for en nøgtern historisk betragtning, i det væsentlige om en grov udnyttelse - eller en naiv tillid - til den del af sjælen, "som i det hele taget er barnlig og tåbelig".

Der tales for tiden meget om menneskerettigheder. Menneskerettigheder skal, ret beset, først og fremmest opfattes som en prisværdig beskyttelsesforanstaltning mod overgreb mod individet fra religiøse eller politiske eller andre magtfulde interessegrupper. Desværre misbruges menneskerettighedsbegrebet meget for tiden. Vigtigst er friheden til at tænke og ytre sig fornuftigt. Frihed og fornuft er to sider af samme sag. Forskningsfriheden har dybere rødder end ytringsfriheden. Ytringsfriheden har især sin værdi derved, at man kan give og modtage værdifuld viden. Kommunikation er afgørende for forskningens frihed. Hvorfor lægge så megen vægt på at forsvare fjollede og ufornuftige ytringer? Forstået på denne måde, som forsvar for fornuften, er menneskerettighedsbegrebet af største betydning. Det er derfor dobbelt beklageligt, at moderne menneskerettighedsorganisationer af den ene eller anden art, som regel blankt afviser at beskytte talsmændene for den revisionistiske historieforskning, altså for kildekritikken. Ofte forsvarer man ufornuften, og lader hånt om fornuften. Dermed bliver forsvaret for en vigtig menneskerettighed til et skjult angreb på samme.

Man bemærker endvidere, at de etablerede religioners præster normalt ikke forsvarer forskningens frihed. Tværtimod tager man med kyshånd og knæfald mod holocaustismens dogmer. Til gengæld forventes respekt for absurditeten af ens egne dogmer. Det er en meget ond cirkel. Paven har ved flere lejligheder fordømt revisionismen. Han har betegnet Auschwitz som et moderne Golgata. Han har lagt sit embedes autoritet bag flere løgne og skumlerier af samme skuffe. Hvem tør modsige hans myndighed? Domstolene dømmer efter loven, og i mange lande er det forbudt at anvende fornuftens argumenter mod overtroens absurde dogmer.

Min pointe er her, at det efterhånden er blevet vanskeligt at drage et klart skel mellem videnskab og religion i det offentlige liv. Man bemærker massemediernes store interesse for mirakler. Naturvidenskabsmænd, der afviser sådant vås, kommer kun sjældent til orde. Rationalisme er blevet suspekt.

Vil man vide mere om dr. Faurisson, behøver man blot at klikke sig ind og se efter under hans navn på Internettet, tidens mest udbredte kommunikationsmiddel. Tilfældet Faurisson har flere sider. For mig at se har hans indsats først og fremmest betydning i og med at den fremhæver, at den ældgamle konflikt mellem tro og viden, mellem religion og videnskab om man vil, stadig er langt fra at have fundet sin endelige løsning. Forskningens frihed står og falder med enkelte modige individer.

Dr. Faurisson er måske Frankrigs betydeligste filolog for tiden. Derfor er det en ære, en pligt og en glæde for det lille danske selskab for fri historisk forskning at kunne hilse dr. Faurisson velkommen til Danmark.

Jeg har nævnt Madvigs navn. Madvig var vor betydeligste klassiske filolog. Selv har jeg ofret det meste af mit arbejdsliv til filologien, både den østerlandske og den klassiske. Jeg vil derfor slutte med et par ord om filologiens betydning. For tiden er filologien bragt i miskredit, ikke fordi den i sine mål og metoder er forældet, men fordi den er så krævende. Revisionisme er blot et del af filologien og den historiske kildekritik. For at dække over sin egen uvidenhed og dovenskab har man udryddet den fra vore universiteter uden at nogen har protesteret. Hvem finder nu om stunder tid til at lære sig græsk, latin, sanskrit - for ikke at tale om andre orientalske sprog som pâli og tibetansk og kinesisk? Og dog er læsefærdighed i de tre klassiske sprog fortfarende en forudsætning for højere humanistisk dannelse. Det handler om at kende kilderne af selvsyn. Kilderne er vor direkte forbindelse til fortiden. De forplumres til stadighed. Filologen skal påvise fejl i overleveringen, han skal rydde op i den forvirring, uvidenheden straks spreder. At det forholder sig således, var en selvfølgelighed før i tiden. Men sådan er det ikke længere.

Opdateret d. 1.8.2002