(uddrag af artiklen tidligere trykt i "Danskeren" nr.6/96)
Godhedsindustrien indgår i et skæbnesvangert og ondartet kæmpeprojekt, der skal slavebinde jordens befolkning. Den kosmopolitiske "elite" har arbejdet på dette projekt i meget lang tid. Der skal skabes en verdensregering med enevældig magt og med denne "elite" på toppen. Dette er baggrunden for godhedsindustrien, som her følges fra starten af Røde Kors i sidste århundrede.
af Knud Eriksen
På samme måde som det for nogle år siden var vanskeligt at imødegå socialismens og kommunismens påståede mål, der alle var en variant af godheden selv: - solidaritet, tage fra den rige og give til den fattige, de undertrykte folks frihed, almenvellet frem for egoismen osv., osv., er dagens godhedsideologi og de mennesker, der dyrker den, anbragt i en sikker og anerkendt godhedsstilling, der gør kritik vanskelig. Humanitære organisationer, altså menneskekærlige foretagender, er næsten umulige at kritisere, uden at kritikken virker ond og urimelig. Selve betegnelsen "humanitær" er ofte forsvar nok.
Ydermere er det en kendsgerning, at organisationer som Røde Kors, Red Barnet, Dansk Flygtningehjælp m.fl. har gjort meget godt i tidens løb, har hjulpet millioner af mennesker, og at tusindvis af idealistiske mennesker, der har ydet uegennyttig hjælp via sådanne organisationer, fortjener ros og ikke ris for dette.
Når der i dag ikke desto mindre i mange danskeres øjne er kommet et odiøst skær over den såkaldte Godhedsindustri bestående af disse organisationer, er det fordi de er blevet udsat for et groft misbrug. De er blevet til en femtekolonne, en forræderisk magt til undergravning af nationen Danmark. Forræderimetoden hedder internationalisme, som ikke er nær så løst et fænomen, som det lyder. Stærke kræfter har bestemt, at Danmark skal opløses samtidig ved overgivelse af stadig mere selvbestemmelse, suverænitet, til overnationale institutioner og ved en folkemæssig opløsning gennem storstilet import af fremmede folk. En multi-etnisk "Region Nord" har de planlagt i Danmarks sted. Lederne af de humanitære organisationer sikrer, at uanset, hvad organisationerne ellers laver, presser de konstant for disse mål. Organisationerne er blevet det, der i spionageverdenen kaldes dækorganisationer (for et skjult formål). Det skjulte formål er oprettelsen af en tyrannisk verdensregering med FN som kernen. Formålet fremmes lige godt ved internationale konventioner, EU-projektet, eller fabrikerede folkevandringer. "Een Verden" projektet fra efterkrigstiden eller omskrivningsformerne "Den Ny Verdensorden" og "Verdenssamfundet", som præsident Bush udråbte (påny) efter Golfkrigen, er udtryk for eet og samme gigantiske og ambitiøse projekt, hvis detaljer skjules godt af de ansvarlige. Og det er nøglen til ikke bare fremmedproblemerne, men hovedparten af verdens problemer i dag og i hele dette århundrede.
Et interview med den ungarskfødte advokat Karoly Nemeth, i
Berlingske Tidende den 20.10.1996 (Tema,s.7), illustrerer
misbruget og perverteringen. Nemeth kom til Danmark som flygtning
i 1956. Modtagelsen af de ungarske flygtninge fra den brutale
sovjetiske nedkæmpelse af folkets oprørsforsøg var Dansk
Flygtningehjælps første store opgave. "Den Danske regering
bestemte sig for at modtage 1.000 af "disse stolte og ranke
mennesker" som man skrev, og et stort apparat blev sat i
sving for at hjælpe dem....Da de kom til Padborg stod danskerne
med varm kaffe og wienerbrød og åbne arme....Fyrre år efter
sidder Karoly Nemeth i sit kontor med udsigt til Amalienborg
Slotsplads, mellem bunker af sagsmapper og billeder af sin danske
kone og deres børn. Han er advokat med møderet for Højesteret,
han er medlem af stribevis af bestyrelser. Fra 1985 til 1988 var
han også medlem af flygtningenes sidste ankeinstans,
Flygtningenævnet. Han sagde bl.a. i interviewet: "Jeg tror,
det var mere frustrerende for mig end for de andre. Efter nogle
år kunne jeg ikke holde det ud mere. Alle de flygtninge, som jeg
med sikkerhed kunne sige ALDRIG ville kunne indpasse sig i det
danske samfund, fik flygtningestatus. Alle de, der lignede os,
der kom i 1956 - polakker, czeker, østeuropæere - fik nej. Den
afrikaner, der fyldte os med løgn og påstod, at han havde rejst
hele Afrika igennem i kano, selv om han garanteret havde været
agent for Gaddafi, fik ja.
Det er anderledes at være flygtning i dag, og det er synd for de
mange, som er gode nok, at danskernes holdning er ændret. Vi,
som kom fra Ungarn i 1956, blev modtaget som gæster. De polske
jøder, som kom i 1968, og de få czekiske flygtninge i 1968,
blev rimelig vel modtaget. Bådflygtningene fra Vietnam blev det
også, men de havde en særlig historie, og de var så gode til
at tilpasse sig"
Ganske enkelt fortalt. Sandt. Og klart bevis for, at danskerne af natur er humanitære og ikke spor racistiske. Lige så klart er det et bevis for, at en konstant svindel gennem årene med bevidstløs uddeling af flygtningestatus, efter 40 år har ændret danskernes indstilling omkring "flygtninge" til en dyb skepsis og modvilje, det de selvgode kalder "fremmedhad". Umiddelbart skulle man synes, at det viser en engleagtig tålmodighed for ikke at sige tossegodhed, når modviljen først er blevet massiv efter 40 år og efter at omkring en halv million udlændinge har mast sig ind i landet. Men sådan ses det ikke i Dansk Flygtningehjælp, som har været en hoveddeltager i svindelen. Her ser man en stigende racisme, der må bekæmpes. Samtlige medlemsorganisationer i paraplyorganisationen Dansk Flygtningehjælp arbejder ihærdigt mod denne "racisme og fremmedhad". Tidligere overrabbiner Bent Melchior fra en af medlemsorganisationerne, Mosaisk Trossamfund, arbejder nu intenst i Bruxelles sammen med sin jødiske kollega, Jean Kahn fra EUs centraliserede "racismebekæmpelse" på at få kvalt "racisme, antisemitisme og fremmedhad" i hele Europa med propaganda og straffebestemmelser.
Dansk Flygtningehjælp er formelt en privat organisation, men helt overvejende offentligt finansieret. Den er et samarbejde mellem Amnesty International, ASF-Dansk Folkehjælp, Caritas Danmark, Dansk Røde Kors, Dansk Ungdoms Fællesråd, Danske Kvinders Nationalråd, FN-forbundet, Folkekirkens Nødhjælp, IBIS, Red Barnet, Mellemfolkeligt Samvirke og Mosaisk Trossamfund. Senest er bl.a. også bøssers og lesbiskes lobbyorganisation kommet med. Ud over den kæmpemæssige flygtningeindustri, som der betales særskilt for af regeringen, finansieres den primært af DANIDA, altså også offentligt. Indsamlinger tjener hovedsagelig til at skaffe et image som en folkeligt støttet organisation. De legitimerer NGO-status (Non Government Organisation, "folkelig bevægelse", "græsrodsbevægelse"). Princippet er, at et budskab, der kommer fra så mange "folkelige" kilder må blive overvældende. Nøjagtigt samme princip som ligger bag de mange TV-kanaler, som ingen har bedt om. At indsamlingsbeløbene sikres ved massiv offentlig propaganda, og i øvrigt smuldrer væk i forhold til det erklærede formål, tales der ikke meget om. Også de øvrige humanitære organisationer har regeringen og specielt DANIDA som gavmild bankforbindelse. TV, radio, presse og "kulturpersonligheder" stiller desuden villigt og gratis op til propaganda, fordi det hele jo emmer af godhed, (og ofte giver god reklame for dem selv). Der rokeres livligt imellem de enkelte organisationer og andre fedt lønnede stillinger i samfundets top, især medierne. Både nationalt og internationalt. Man skulle jo gerne sikre, at kun godt prøvede internationalister ender her, og det lykkes da også ethundrede procent. Et par illustrerende navne er Finn Slumstrup (fra Dansk Flygtningehjælp til Danmarks Radio), Eigil Pedersen (fra Røde Kors til Det Internationale Røde Kors Ligas ambassadør ved FN) - plus 5 millioner kontant), Christian Kelm-Hansen (fra DANIDA til Røde Kors) og Jørgen Poulsen (fra TV til Røde Kors). De fleste topfigurer har desuden en rød baggrund. Det skader aldrig. Da Anders Ladekarl fra Dansk Ungdoms Fællesråd ("Rød, rødere, Anders") fik problemer i forbindelse med skandalen om misbrug af tipsmidlerne, var der straks plads til ham i Dansk Flygtningehjælp. De eksotiske navne florerer her som i medierne, så det er vanskeligt at undgå fornemmelsen af, at vi allerede styres af en klike af indvandrere. Det hænder, at det lader sig gøre at komme indenfor med navnet Jensen, men underdanigheden over for den hellige ideologi skal være i orden. En patriot kan ikke, gentager: IKKE overleve længe i de tynde internationalistiske luftlag her. Sindelagskontrol ved ansættelse foretages tydeligvis, men er såmænd ikke nødvendig, for rekrutteringen er sket langt tidligere, f.eks. i Ungdommens Røde Kors - fra 15 år, eller dennes børnegruppe, der indoktrinerer de "syv principper" - og internationalismen, fra otteårsalderen. Formentlig er planerne for "indlegning" af principperne i vuggestuer og børnehaver langt fremme.
Det vil ikke tjene noget fornuftigt formål at fordybe sig i de enkelte organisationer. Det er tilstrækkeligt her at påpege, at de ligner hinanden til ukendelighed og ALLE fremmer internationalismens mål. De presser på, forlanger, laver rapporter. I medierne, i de politiske partier, i stats-, amt- og kommuneadministrationen og i kulturtoppen sidder hundredvis af indforståede venner, som tripper af iver efter at lade sig "presse" til multi-etnisk landsforræderi. Til belysning af, hvordan humanitære organisationer har kunnet blive så skændigt misbrugt, kan jeg gennemgå udviklingen i Røde Kors.
Røde Kors er "Godhedsindustriens mor". Fra den udspringer direkte eller indirekte de fleste af de øvrige humanitære organisationer som knopskud. Således Red Barnet i 1920 og flygtningearbejdet i 1921.
Parallelt med udviklingen af Godhedsindustrien - og med et meget betydningsfuldt personsammenfald lige fra begyndelsen - udvikledes den internationale ret, kaldet folkeretten eller mellemfolkelig ret, der har været den juridiske del af den gamle plan om verdensdiktatur. Sovjet var længe den tydeligste aktivist for planen, men bag kulisserne samarbejdede storkapitalistiske venner fra New York, der elskede de røde revolutionære i Rusland så meget at de betalte, hvad der skulle til for deres succes. De financierede samtidig gennem skattefri millionfonde udviklingen af internationalistisk ret. Verdensdiktaturet er nu, uden at mange har anet uråd, nået til det sidste stadie af sin gennemførelse med omdannelsen af NATO fra forsvarsorganisation til international FN-hær og en krigsforbryderdomstol, der på FNs ordre kan gøre enkeltindivider til fredløse i hele verden. Folkerettens største problem for internationalisterne var i lang tid netop, at den kun gjaldt over for suveræne nationalstater og derfor ikke direkte kunne gennemtvinges med magt, og slet ikke direkte over for disse staters borgere. Dette ser internationalisterne nu ud til at have løst, eftersom ingen for alvor protesterer. En anden gren heraf, "Menneskeret (og demokrati)" er i dag den godhedspille, der skal få den bitre medicin med afskaffelsen af de sidste områder for national selvbestemmelse til at glide ned over for regeringer og uforstående befolkninger. Det hele tager sig så smukt ud.
Grundlæggeren af Internationale Røde Kors, Henry Dunant, oplevede det blodige slag ved Solferino, Italien i 1859. Han skrev en bog "Erindringer fra Solferino" i 1862, hvori han appellerede til offentligheden om, at der måtte kunne skabes enighed om oprettelse af et neutralt hjælpeselskab under krige. Efter grundigt agitationsarbejde blandt Europas fyrster lykkedes det for Dunant og hans højre hånd, advokaten Gustave Moynier, at få stablet en international konference på benene, som 29. oktober 1863 enedes om nogle resolutioner efter Dunants retningslinier. Først langt senere udmøntedes disse i de "syv humanitære principper": medmenneskelighed, upartiskhed, neutralitet, uafhængighed, frivillig tjeneste, enhed og almengyldighed". Ved yderligere ihærdigt arbejde opnåede Dunant, Moynier og deres femmandsgruppe at en international diplomatkonference afsluttedes med "Genevekonventionen af 22. august 1864 til forbedring af forholdene for de sårede hære i felten".
Dunant og Moynier brændte begge for "et verdensomspændende broderskab". Dunant havde tidligere været den ledende kraft bag omdannelsen i 1855 af KFUM til en verdensomspændende organisation med både godgørenhed og internationalisme på programmet, han agiterede for en international voldgift (domstol), skabte "Verdensalliancen for Orden og Civilisation" mod slaveri og var en af de tidlige, men lidet kendte pionerer for zionismen, 30 år før denne jødiske ideologi tog rigtig form. Moynier, hans internationalistiske kompagnon, fra "Geneves Almennyttige Selskab" blev præsident for "Internationalt Røde Kors- komiteen" frem til sin død i 1910, og skabte samtidig i 1873 "Institut de droit international" (international ret, folkeret) i Geneve. Det blev den ledende kraft bag organisering og styrkelse af folkeretten og bag oprettelsen af "Folkeforbundet" efter Første Verdenskrig. Herefter var folkeret blevet gjort til et regeringsanliggende, men foreningen pressede fortsat på, som en "NGO". Dens magt styrkedes yderligere gennem USAs dominerende indflydelse på folkeretten. Dette hørte igen sammen med, at den vigtigste internationalisme, kapitalismen, fra århundredskiftet havde sit hovedsæde i New York. Både Dunant og Moynier døde i 1910, men de havde skabt en vigtig internationalistisk kim, der, efter dannelsen af FN, på kun 50 år skulle vokse sig til en altopslugende, altødelæggende monsterblæksprutte.
Røde Kors havde med sin Genevekonvention skabt en af den internationale rets vigtigste grundpiller. Dette erkendtes af verdens ledende jurister allerede i 1895, da konventionen var underskrevet af 42 stater. Og selv om Røde Kors altså var skabt som en decideret hjælpeorganisation under krig, indførte Dunant allerede i 3. udgave af sin bog ideen om den hjælp, organisationen kunne yde under epidemier og katastrofer, og efterhånden blev det til fredsvirksomhed "uden hensyn til politik, race, nationalitet og religion".
Da forløberen for FN, "Folkeforbundet" til skabelse af international fred blev skabt efter Første Verdenskrig, og som et foreløbigt højdepunkt for folkeretten, opfordrede pagtens paragraf 25 medlemsnationerne til at støtte Røde Kors Ligaens (forbundets) fredsprogram. Lige som dette nydannede internationale Røde Kors Forbund havde et rent fredsprogram samt et sundheds- og barmhjertighedsprogram blev et rent internationalistisk fredsprogram indholdet af Ungdommens Røde Kors fra 1922. Organisationen var opstået under verdenskrigen, hvor ledende (internationalistiske) undervisnings-teoretikere og psykologer havde set den store mulighed i at opdrage ungdommen til bl.a. "fredsidealerne, samfundssind og international forståelse over for børn i andre lande". På verdensplan blev medlemstallet for ungdomsorganisationen i 1928 anslået til 10 millioner.
I Danmark var medlemstallet for Ungdommens Røde Kors i 1992 godt tusind og målet for 1996 2.500. Organisationen indoktrinerer skolebørn til internationalisme, laver indvandrer- og ulandspropaganda. Formand var i 1991 Rasmus Helveg Petersen fra den kendte internationalist-familie.
I 1992 gennemførte den socialdemokratiske godhedsekspert Christian Kelm-Hansen et kup i Røde Kors. Han fik gennemført en strukturændring, der skulle slanke og effektivisere organisationen, og selvfølgelig "styrke demokratiet". Resultatet blev en strømlinet asyl- og u-landsmaskine, hvor den folkelige indflydelse forsvandt. "De rigtige" var blevet manøvreret ind i ledelsen af de enkelte afdelinger, og herefter fik afdelingerne lige stor stemmevægt uanset medlemstal. Hokus - pokus. Der var oprør fra mange medlemmer op til og under landsmødet i 1992, men ændringerne blev gennemført. Det fremtidige indhold af Røde Kors fik man endda ikke rede på, det skulle først afgøres ved en senere afstemning. Kun ved massivt kunstigt åndedræt fra TV-shows er de folkelige indsamlinger holdt oppe i de senere år.
Et af principperne, det "frivillige" har lidt et alvorligt knæk. Kerneaktiviteten, samariterne, gik fra 130.000 i 1951 til 8.000 i 1958 og til 2.333 i 1984. Medlemstallet var i 1951 160.000, i 1993 "over 80.000" og i 1996 65.000, endda efter en intens hvervekampagne i 1995, der gav 10.000 nye medlemmer. Derimod var der i 1992 219 lønnede medarbejdere på landskontoret, heraf alene i asylafdelingen 123, og på landsplan omkring 3.000. I dag er organisationen udvidet med et palæ og er i alt væsentligt en statsbetalt, perverteret og udhulet, men topprofessionel godhedsmaskine til fremmelse af især den "gode" internationalisme.
Internationalt har perverteringen af Røde Kors og FN skabt store problemer for det udsendte mandskab. Man er f.eks i ex-Jugoslavien ganske enkelt begyndt at skyde på dem, fordi FN så tydeligt ikke længere er upartisk, men et såkaldt "fredsskabende" politi rettet mod borgerkrigens ene part. Godhedsprincipperne "upartiskhed" og "neutralitet" i denne form har bragt organisationen dertil, at det røde kryds på de udsendte i stigende grad bliver brugt til at sigte efter.
Princippet "medmenneskelighed" sættes i perspektiv ved at se på landsindsamlingen i 1992, der gav 11,7 millioner kroner og minus udgifter 6,9 millioner. Chefen, Eigil Pedersen, der tabte magtkampen i organisationen, skulle i 1994 have 5 millioner kroner (over 3 år), fra nødhjælpsmidler, med til sin ny topstilling ved FN. Og stor opstandelse og pinlighed var der hos den nye chef, Jørgen Poulsen, da det i TV kom frem, at hele 30 pct. af samtlige organisationens indtægter går til administration.
Men "medmenneskeligheden" her i landet bedømmes måske nok så meget ved, at Røde Kors så beredvilligt deltager i udbytningen af Danmarks egen befolkning gennem den ivrige varetagelse af en landsødelæggende masseimport af fremmede. Om dette arbejde for staten, som har ændret organisationen så drastisk, og som gang på gang har skabt panik før folkeindsamlingerne, så alle venner i medierne måtte hjælpe til, forklarer man i de fleste brochurer, at staten i 1984 henvendte sig til Røde Kors herom, men sandheden kommer frem i andre af organisationens skrifter, og den er, at det var Røde Kors selv, der i 1982-83 planlagde at tage sig af flygtningene "som en naturlig del af organisationens virke".
Nej, en "humanitær organisation" venter ikke på staten. Kommandovejen er den modsatte.